Landet Nanoq.

For over tusinde år siden boede der fire små feer i landet Nanoq. De var kun to tommer høje og de boede i små hytter lang oppe i trætoppene. De boede side om side med hinanden og arbejdede med hver deres ting. De fire feer var som brødre der beskyttede og hjalp hinanden.

Johannes var en magiker som lavede magiske drikke og eliksir, som gav dem styrke og mod.

Benjamin var jagtmester, og han fangede alt deres mad med bue og pil.

Marius var en klog fe. Han var meget belæst og kendte til alle eventyr der var skrevet.

Bastian var en drillepind og han stod ofte tidligt op for at drille de andre feer.

En dag fløj Bastian ned til skovens bund for at drille en af de brune trolde. Det var de væsner der boede under jorden hvor de gravede tunneler. De havde døre og indgange ud i hver eneste afkrog af verdenen.

 En af troldene hed Hr. Brisse og han var altid gnaven og sur. Selv når Hr. Brisse var glad, så han gnaven og sur ud.

Hr. Brisse tog altid en middagslur i skoven og det var her han blev drillet af Bastian.

Hr. Brisse var gnaven og sur over, de ellers så artige feer og alt deres flyven omkring. ” De feer kan vente sig” sagde Hr. Brisse.

 En dag da Hr. Brisse lå og sov sin sædvanlige middagslur, kom Bastian ned og pruttede en stor grøn sky, af ækel prut, lige i hoved på Hr. Brisse. Han vågnede med et sæt og fik fat i Bastian.

” Nu er du min” sagde den sure trold. Han løb så hurtigt han kunne, ind i et stort sort hul, hvor han forsvandt med Bastian.

Ved aften tid da feerne skulle til at spise så de at Bastian manglede. De andre blev meget bekymrede. De plejede altid at mødes ved det store kastanjetræ for at få en kop varm blomme saft. Og de lavede mad sammen med alle de andre feer i landsbyen men da Bastian ikke var mødt op, vidste de at der var sket ham noget, men hvad?

 Feerne besluttede sig for at sende Benjamin ud for at lede efter Bastian. Han fik en dunk med blommesaft og lidt mad så han kunne flyve ud for at lede efter Bastian. Han fløj længere og længere ned i den mørke skov og lige før han nåede bunden, hørte han en grum latter. ” Ha ha ha ha ha”. Der var nogen der snakkede sammen. Han standsede op for at lytte og hørte en stemme sige ”Nu er den uartige fe færdig med at drille mig. Han sider i den dybeste og mørkeste afkrog af mit hjem. Han er helt inde i bunden af en hule under jorden, langt, langt borte”.  Benjamin blev meget forskrækket. Da Benjamin havde set at det var trolden der havde sagt det, så skyndte han sig tilbage til de andre feer. 

Da Benjamin kom tilbage til de andre, fortalte han, hvad han havde hørt.

De blev alle meget bange for hvad der ville ske med Bastian, hvis de ikke befriede ham i tide.

 Marius fortalte at han havde hørt en legende om en edderkop der hed Vidénom. Den var ældre end solen og den havde set universet blive til.

Den boede i landet Uginof som var i den fjerneste afkrog af verdenen. Edderkoppen Vidénom skulle ifølge legenden, vide alt hvad der var at vide om hele universet.

Feerne besluttede sig for at drage ud til Vidénom den næste dag. Så kunne han fortælle feerne, hvad de skulle gøre for at finde Bastian.

Feerne stod meget tidligt op. De samlede en masse mad og lavet en rygsæk til hver af dem.

Johannes tog urter og nogen flasker med forskellige væsker.

Benjamin tog bue og pil samt noget mad og drikke med.

Marius havde taget et kompas, samt nogen magiske bøger og andre småting med.

 

Feerne fløj ned mod skovens bund. De stoppede op hvor Benjamin havde hørt Hr. Brisse snakke med en anden brun trold. Men de kunne ikke se troldene nogen steder.

De fløj videre ud mod en lysning i skoven hvorfra der kom et skarpt lys.

De fløj frem til lysningen mellem skovens træer og der så de et smukt træ som skinnede som guld i den klare morgensol.

Da de kom tættere på, så de at træet var dækket af tusinde og atter tusinder af guldsmede. Pludselig kom der en guldsmed flyvende imod dem. ” Holdt hvem der” råbte den og feerne standsede op.

Marius forklarede at deres ven Bastian var taget til fange og at de nu var på en færd for at redde ham.

Guldsmeden sagde at han ville bringe dem til hans konge. Guldmedende syntes at Kongen var den klogeste der fandtes i hele verdenen. Så Kongen skulle nok kunne hjælpe dem.

 De blev ført ind i det smukke træ og inde i midten var der en mægtig sal med guld over alt. Vinduerne var lavet af de smukkeste diamanter og ædelsten. I den ene ende af salen var et stort smukt vindue, lavet med de smukkeste ædelsten, man kunne finde. Det lignede en Guldsmed i alle regnbuens farver. Når solen faldt på stenene, blev hele rummet oplyst og det var som en dyne der krammede ens krop og holdt den dejlig varm.

De kom til en smuk dør for enden af salen, som var udskåret i det fineste træ i mørke og lyse farver. Udskæringerne i døren lignede små børn der løb og legede i det varme og smukke lys inde i salen. Døren åbnede sig og de kom ind i en anden mægtig sal. Det var fyldt med de flotteste blade de havde set. Derinde var guldsmedenes Konge som brugte bladene til at sove i.

Feerne bukkede dybt og Kongen spurgte hvad de ville.

Marius forklarede Kongen hvad der var sket med Bastian.

Kongen lyttede tænksomt til hvad Marius fortalte ham, hvor efter han sagde ”Jeg vil gerne hjælpe jer med at finde jeres ven”. Kongen forklarede dem at de skulle finde de hviskende træstubbe mod nord og lytte godt efter hvad de hviskede. Men de kunne ikke bare sætte sig ned og lytte til dem. De skulle finde vandet med den syngende måne.

Der skulle de tage så meget vand de kunne bære og hælde det på de hviskende træstubbe. Nu hvor kongen havde været så hjælpsom, så ville feerne gerne give ham en gave som tak. Johannes spurgte kongen hvilken gave der ville behage ham og han svarede ” Den gave der vil behage mig, findes kun i de syngende trætoppe. Det er en fløjte der spiller så smukt at man begynder at græde af glæde. Hvis jeg får denne fløjte, vil jeg kunne give jer et stykke af den. Når i fløjter på det stykke i får, så er jeg hos jer med det samme” Feerne takkede kongen.

Johannes sagde at de godt ville finde denne fløjte til kongen, fordi han havde været så sød imod dem.

Feerne fløj videre og ud på aftenen kom de til en kæmpe mark fyldt med træstubbe.

Marius fortalte at det var her de hviskende træstubbe var.

Benjamin spurgte hvor de mon kunne finde vandet med den syngende måne.

De kiggede sig omkring og Marius så en lille kløft hvor de kunne ane en brønd.

Da det endnu ikke var blevet helt mørkt besluttede de sig for at vente hvor de var, til månen kom frem på himlen. De spiste lidt af deres mad og snakkede lystigt om de smukke ting de havde set hos kongen.

 

Da natten faldt på og månen kom frem, kunne feerne høre en sang i det fjerne. De skyndte sig at flyve mod lyden og da de nåede frem, stod de foran brønden. Dybt nede i brønden kunne de høre sang. De træk lod om hvem der skulle flyve derned og det blev Johannes der skulle flyve ned i brønden.

Johannes var lidt bange og tog en dyb indånding.

Han nærmede sig langsom kanten og så ned i brønden som var meget mørk.

Johannes tog endnu en dyb indånding og så begynde han at flyve ned.

 Nede i mørket kunne han høre nogen synge en mærkelig sang, Det lød som hundrede stemmer der sang på samme tid. Det lød lidt uhyggeligt i mørket og et mærkeligt ekko, sang sangen igen.

Da han kom ned mod bunden, begyndte det at blive lysere. Og jo længere ned han kom jo lysere blev det. Langt nede i brønden kunne han se månen i det klare vand, og den var meget smuk men sørgmodig.

Helt nede kunne han høre den synge om tidernes morgen. Hvor sol og måne var sammen og de elskede hinanden. Nu måtte sol og måne vise sig hver for sig. De var blevet skilt fra hinanden fordi moderjord ikke ville være alene i den mørke nat. Derfor havde moder jord lagt sig mellem sol og måne. Så kunne solen lyse om dagen og månen kunne skinne for morderjord om natten.

Johannes tog en stor pose som han fyldte vand i og så skyndte han sig op af brønden igen.

Da det var blevet meget sent om natten, blev feerne enige om at vente til det blev morgen med at flyve videre.

 

Den næste dag fløj de hen til en af træstubbene og hældte vandet hen over. Den begyndte at hviske og de tre feer lagde deres spidse øre ned til den. Nu kunne de høre hvad træstubben viskede.

 Den viskede helt stille

 ” Mod nord i isbjørnens land, en farlig færd er nær.

De små feer er på vej, men de ved dog ej, at i Isbjørnens land, de store farer vil finde.

Feerne skal flyve alt hvad de kan, for ikke at side fast i græsset med de mange fangarme, ellers er de ikke mere varme”

 Da feerne hørte dette blev de lidt forskrækket, de kiggede på hinanden, men alle var enige om at de måtte redde deres ven lige meget hvad. Så de fløj videre på den farlige færd.

De kom til en labyrint hvor der lå en stor hvid kat og sov. Labyrinten var flere kilometer høj og det så ud som om den voksede langt ind i himlen. De ville gerne videre så de vækkede forsigtigt katten, som gabte og sagde ”Hvorfor må jeg ikke sove i fred”. De fortalte hvad der var sket med Bastian, og den store hvide kat rejste sig op.

Den strakte sin krop, gabte igen og sagde at de godt måtte ride på dens ryg. Katten var blind så derfor spurgte feerne hvordan den kunne finde vejen gennem labyrinten.

Katten fortalte at den var blevet født inde i labyrinten og selv om den var blind, kendte den hver en krog af labyrinten. Den vidste hvordan der lugtede i hver eneste gang og den kunne mærke hvordan jorden var under dens poter.

Den fortalte at de skulle forbi en masse ting men at den nok skulle hjælpe dem.

Feerne satte sig op på ryggen af katten og så gik de ind i labyrinten.

Da de var kommet et godt stykke ind i labyrinten, mødte de en orme.

Ormen spurgte hvor katten skulle hen, men katten gik bare forbi den. Feerne undrede sig over hvorfor katten bare gik forbi, og spurgte så katten hvorfor den ikke svarede ormen.

Katten svarede ” Jo, ser i, hvis vi fortæller hvor vi skal hen, så graver de sig ned i jorden og fortæller rødderne, under de store træer, hvad vi skal og så fortæller træerne det videre til vinden. Vinden fortæller det videre til labyrinten og inden vi når ud af labyrinten, vil alle mure og hække flytte på sig. Og så kan vi ikke komme ud igen”

De gik videre og kom til en fæl stank.

De spurgte katten hvad der lugtede så grimt og katten sagde ” Det er kæmpe kastanjer der falder ned. De eksplodere i en stank af sure tæer og man skal passe på at der ikke kommer en ildflue og antænder lugten fra kastanjerne.

Så svitses alt jeres hår af. Derefter vil ildfluerne fortælle det til den store tudse, som vil udbryde med en sådan latter at det kan høres til verdens ende.

Tudsen har så dårlig ånde, at når den udbryder med sin latter, så vil i besvime.

Når i så vågner vil I have dårlig ånde og svitset hår, og så vil alle i labyrinten vide det. Til sidst vil trolden høre om det og han vil flygte med Bastian. Og så vil i ikke kunne rede Bastian fra trolden”.

Feerne kunne godt se at de ikke skulle fortælle noget til dem de mødte på deres vej.

Da det blev nat lagde katten sig ned for at sove. Feerne kunne ligge hos katten og låne dens halen som dyne. Pludselig kom der en lyd som katten ikke kendte, og med et sprang den op. Feerne vågnede med et spjæt, de skyndte sig op og stå.

En baskene lyd nærmede sig ude i mørket. De kunne høre at lyden kom nærmere. Feerne stillede sig foran katten for at beskytte den.

Benjamin trak sin bue og lagde en pil klar til skud. Han sigtede ud i mørket og prøvede at finde lyden.

Johannes trak sin økse og en lille flaske op af sin lomme med en blå eliksir. Han gjorde klar til at kaste flasken.

Marius trak et svær og var klar til kamp.

Pludseligt lød der et stort brag bag dem. Frem kom en kæmpe flåt med et hoved så stort som et æble. Den havde knækket alle grene der var på dens vej.

Katten skreg fordi den var bange og feerne fløj rundt om det store dyr for at beskytte katten. Johannes kastede sin flaske og flåten begyndte at hoste.

Marius råbte ”hvad er der i flasken”.

Og Johannes sagde ”det var en eliksir med giftige skovsvampe som kan smelte alt”. Men det hjalp ikke, flåten rejste sig igen.

Den vente sig om og baskede med de store vinger så feerne faldt til jorden. Den fløj hen mod katten og huggede sine store tænder i katten.

Katten skreg og med ét faldt den om på jorden.

Feerne fløj hen til katten for at beskytte den. Benjamin sigtede mod flåten, han skød sin pil af, men flåtens hud var så tyk at pilen bare faldt af. Flåten fløj lige imod de rædselsslagne feer.

De fløj alt hvad de kunne mod en lysning i labyrinten.

Flåten fik fat i Marius ben og han kæmpede for at få benet fri igen. Marius slog alt hvad han kunne med sit svær men han kunne ikke ramme ordentlig.

Johannes og Benjamin kom ham til undsætning.

Johannes huggede alt hvad han kunne med sin økse og ramte flåten så hårdt, at den slap Marius fri. Benjamin lagde endnu en pil på sin bue og skulle til at skyde.

Marius råbte at han skulle sigte efter øjnene, for det var det blødeste sted på flåten.

Benjamin skød, og med et blev der stille. Flåten var død og de skyndte sig hen til katten.

Katten trak stadig vejret så Johannes fandt en flaske frem med en lysene klar væske.

Han gav det til katten og med et, rejste katten sig op. ”Hvad skete der”, sagde katten. Nu kunne den pludselig se alt hvad der var at se.

Nu var den ikke blind længere. Marius som også var såret, fik en drik og nogen urter af Johannes og hans ben blev helt igen.

De ventede til Marius var klar til at tage videre.

 

Da de kom ud af labyrinten, takkede katten for alt den hjælp de havde givet den. Katten sagde at de som tak, ville få en gave, som kunne vise dem vej til de syngende trætoppe. Den fandt en lille pose frem og inde i den lå et lille dyr. Det var ikke større end en lille ært. Katten fortalte at den ville lyse når den nærmede sig der hvor de skulle flyve mod himlen.

Feerne takkede og drog videre.

De kom ind i en mørk skov. Først troede de at det var blevet nat, men træerne stod så tæt at lyset ikke kunne skinne igennem trætoppene.

Pludselig lyser den lille pose de havde fået af katten. De skyndte sig mod trætoppene, og der hørte de den smukkeste sang. ”Det er de syngende trætoppe” sagde Johannes, og han tog det lille dyr ud af posen. Johannes slap den løs og den fløj hen til den største trætop hvor den fløj rundt om kronen. Det lille dyr fløj ned mellem bladene og feerne fløj derhen.

De kunne se det lille dyr sad på en stor gren. Og der hvor grenen gik ind i den store stamme var der en lille dør. Feerne kiggede på hinanden og så kiggede de på det lille dyr.

Dyret kravlede hen til døren og åbnede den.

Inde bag døren var et lille bitte hjem til dyret. Det lille dyr kravlede helt ind i stammen, og feerne vidste ikke hvad de så skulle gøre.

Så kom det lille dyr frem med en æske som var pakket ind i gammelt papir. Feerne fik den lille pakke.

De åbnede pakken og der lå den fløjte som gulsmedendes konge ønskede sig. Det lille dyr fløj op mod himlen og feerne fløj efter. Da de kom til toppen, fløj det lille dyr frem og tilbage mod den samme retning hele tiden. Feerne forstod at det var den vej de skulle flyve. De sagde tak til det lille dyr og begav sig videre.

Da feerne kommer frem hvor skoven ender, er der en kæmpe grøn mark. Marius stoppede de andre feer, som skulle til at flyve ind over marken. ”Kan i huske hvad træstubbene viskede”, sagde Marius til de andre. ”Om marken med fangarmene og at vi skal flyve så hurtigt vi kan” sagde Benjamin. De andre feer nikkede. ”Skal vi tælle til tre og så flyve ind over”, spurgte Marius, og de andre nikkede igen. Marius talte ”En…… To…… Tre”, og så fløj feerne så hurtigt de kunne ind over marken.

Pludselig skyder der fangarme op af det grønne græs.

Så feerne måtte flyve fra side til side for at undgå fangarmene.

Feerne flyver alt hvad de kan mens de prøver at undvige.

Fangarmene skyder op af jorden, som raketter efter deres mål.

Benjamin bliver fanget og han råber alt hvad han kan på de andre.

De stopper og flyver tilbage mod Benjamin. De griber fat i hans arme og prøver at rive ham fri af fangarmene.

Pludselig kommer en fangarm op fra det mørke græs og fanger Marius ben.

Johannes bliver fanget rundt om maven og han prøver af alle kræfter at slippe fri. De bliver hevet længere og længere ned mod det mørke græs.

De prøver af alle kræfter at komme fri men det hjælper ikke. De råber og skriger alt hvad de kan, men ingen kan høre dem, de er helt alene.

De er på vej ned i det mørke græs.

Ned mod det uvisse og mod noget mørkt der lurer dernede.

Johannes råber til Benjamin at han skal blæse i den fløjte de fik af det lille dyr.

Den fløjte som Guldsmedenes konge ønskede sig.

Han blæste alt hvad han kunne. De brugte alle deres kræfter på at holde sig oppe af mørket. De blev trætte og alle feerne blev trukket ned i græsset og med et blev alt stille og alt blev mørkt omkring dem.

 

Benjamin åbnede sine øjne og noget mystisk lys, oplyste alt i et smukt og varmt lys. Der var en dejlig fornemmelse i kroppen, som en varm dyne der lå hen over kroppen og passede på dem. Alle feerne åbnede deres øjne og de fik set hvor det smukke lys kom fra.

Det var guldsmedenes konge som var kommet, som han havde lovet dem. Han havde hørt fløjten og fulgt lyden.

Han havde en masse guldsmede med som bar på et helt specielt lys. Det var som om de havde tøj på af lys. For det hang på deres kroppe som små tæpper.

Kongen sagde at han havde hørt fløjten og lige inden de nåede helt ned i mørket var de besvimet fordi de ikke havde flere kræfter tilbage.

Han fortalte at Gulsmedende havde taget noget af lyset og samlet det i små kugler.

Så kunne de skyde det mod fangarmene, som var sprængt i stumper og stykker.

Guldsmedene havde givet feerne noget af lyset på som tæpper, så de kunne få noget energi igen.

Feerne takkede for hjælpen og gav fløjten til guldsmedenes konge. Han brækkede et stykke af fløjten og gav det til Johannes.

Kongen takkede feerne og fløj så hjem sammen med hans guldsmede. Feerne kiggede tilbage over den grønne mark, som så helt rolig ud igen. Feerne blev enige om at overnatte her ved udkanten af marken, så de kunne samle kræfter til morgendagens færd.

 De vågnede tidlig, for det var blevet koldt om natten og der var kommet rimfrost. Man kunne se hvor de havde ligget og sovet, for der var ingen rimfrost hvor de havde ligget på jorden.

De kiggede ud i horisonten hvor de kunne se en masse hvide bjerge. Foran bjergene var der en stor skov. Marius fortalte at det var sne man kunne se oppe på de store bjerge.

 

De samlede deres ting sammen og begyndte den næste rejse mod det ukendte. Da de kom til udkanten af skoven, stoppede de og så på hinanden.

Marius tog en bog frem. Han læste lidt og bladrede frem og tilbage i bogen. Han slog op på en side og pegede ned i borgen. ”Se her” sagde han og de andre kom hen til ham.

Marius fortalte en historie om en engel som skulle bo inde i skoven.

Skoven hed Infinitus og her skulle der være en helt utrolig magi til stede.

”Magien her er så stærk at vi ikke længere kan flyve” sagde Marius. De stod et øjeblik og kiggede ned i bogen. Marius pakkede bogen sammen og tog sit lille kompas frem.

Marius sagde at kompasset ville snore rundt hele tiden, fordi magien var så stærk i skoven. Når kompasset stoppede, så betød det at englen var lige i nærheden af dem. ”Er englen farlig” spurgte Benjamin”. Marius fortalte at englen ville stille dem 3 gåder som skulle løses. Hvis de ikke kunne løse gåderne, så ville englen blive vred og forvandle sig til en kæmpe slange som ville sluge dem alle.

De kiggede igen på hinanden og Johannes sagde ” vi må rede vores ven Bastian” og de andre nikkede. Så begyndte de at gå ind i skoven.

Kompasset snurrede hele tiden og de gik længere og længere ind i skoven.

De kom til et træ hvor der var en dør som stod på klem. De kunne se at der var lys inde i træet som lavede en lille lysning i skoven.

De stoppede og kiggede på kompasset som stadig snurrede.

Langsomt nærmede de sig træet og Benjamin åbnede døren op. De kiggede ind i lyset og da de havde stået der lidt, kunne de se hvad der gemte sig i lyset.

De var i et kæmpe rum hvor alt var hvidt og lyst.

Frem af lyset kommer en smuk fe mod dem.

Hendes øjne glimter som små diamanter, hendes hud er lys som sne og hendes hår er gyldent. Hun peger mod et guldhåndtag, som sider midt på væggen. Marius træder et skridt frem og han begynder at fortælle hvorfor de er kommet. Han stopper da hun holder sin hånd frem mod dem. På hånden havde hun en smuk ring, med en sten så rød som blod. En smuk stemme fortæller dem at de skal se ind i den smukke sten.

De tager en dyb indånding og går alle sammen hen til den smukke fe hvor de ser ind i den røde sten. Inde i stenen ser de den fortvivlede Bastian som er fanget langt under jorden. De kan mærke sorgen i deres hjerter, over at de ikke har fundet Bastian endnu. Den smukke fe tager hånden til sig og peger endnu en gang på guldhåndtaget på væggen. Hun fortæller dem at de vil blive fanget i nogen bobler på den anden side. Boblerne vil føre dem ned under vandet og der skal de møde Aqua Draconis. Han vil føre dem til den hvide engel hvor de vil blive spurgt om 3 gåder. Feerne stiller sig hen til guldhåndtaget og Marius tager fat i guldhåndtaget. Den smukke fe spørger om de er klar og de nikker til hende, og så råber hun ” Aperi”. Et lys kommer frem nede fra gulvet og den begynder at skære sig rundt om guldhåndtaget så der kommer en dør frem. Med ét går døren op og en masse vand fosser ind i det rum de står i. Rummet fyldes med vand og den smukke fe råber ” NITI” hvorefter der kommer en masse bobler frem under dem. Boblerne bliver større og alle feerne hopper ind i en boble. Så begynder det hele at ryste og et mørke kommer frem under dem.

Gulvet glider til side og den smukke fe holder sin ring frem som begynder at lyse.

”I skal ikke være bange” siger den smukke fe og hun får boblerne til at dale langsomt ned i vandet. Der er helt stille nede i dybet.

 De ser et blåt lys komme frem nede i mørke. Det startede som en et lille svagt lys som så blev kraftigere jo tættere på de kom. Det lignede en blå kugle af ild og med en smuk bevægelse i vandet kom en blå drage frem. Den svømmede stille rundt om dem for at se hvem der kom ned til den. ”Jeg er Aqua Draconis hvad vil i mig” sagde den blå drage og kiggede på dem.

Johannes fortalte om deres færd og om de mange oplevelser der havde ført dem hertil. Dragen svømmede igen rundt om dem, og sagde så ” kig dybt ind i mine øjne”.

Johannes kiggede ind i dragens øjne og dragen kunne se at han talte sandt. ” Jeg vil føre jer til den hvide engel, fordi i talte sandt” sagde Aqua Draconis. Den skubbede boblerne sammen med sin mægtige hale og svømmede videre ned i dybet med boblerne foran sig.

Nede i det dybe vand kom der en masse smukke væsner frem. De svømmede helt stille rundt i mørket og jo længere ned de kom, jo flere små og mærkelige dyr kom der frem. De små væsner lyste hver gang de bevægede sig og de havde alverdens sjoveste former. Marius lænede sig frem for at kigge nærmere på et af de små væsner da hans boble sprang.

Aqua Draconis skyndte sig at fange Marius med sin hale. Han svømmede alt hvad han kunne imod overfladen. Marius klamrede sig til halen mens han hold vejret. Han kunne mærke at han næsten ikke havde mere ilt i blodet og var ved at besvime.

De kom hen til en hule hvor Aqua Draconis skubbede dem så hårdt op ad, at de andre bobler sprang. Heldigvis var de kommet ind i en grotte hvor de kunne svømme op til overfladen og gå i land. Marius hostede en del, så Johannes fandt nogle urter frem. Han maste urterne mellem sine hænder så de blev helt bløde. Johannes lagde urterne på Marius hals og straks fik han det bedre. Den smukke fe sagde at hun ikke tog med dem, men at hun ville give dem en nøgle.

Hun rakte nøglen til Benjamin som satte den i en kæde og tog den om sin hals. Rundt om nøglen slyngede sig en smuk sølv drage med en enkelt vinge. ” Brug nøglen til porten” sagde den smukke fe. Inden de gik, sagde Aqua Draconis at de skulle følge den sti der var foran dem.

 Johannes lavede en magisk væske som kunne lyse for dem.

Da feerne havde fulgt stien i et stykke tid, kom de frem til en stor port.

Johannes prøvede at skubbe porte op men den var låst.

Benjamin tog sin nøgle frem men kunne ikke finde nøglehullet. Marius fandt et gammelt kort frem som havde ligget inde i den magiske bog han havde taget med. På kortet var der et billede af den store port og der stod en masse skrifttegn. Heldigvis kunne Marius godt læse skrifttegnene og han fortalte at de skulle lede efter en fordybning i porten.

Feerne børstede alt støvet af porten så godt de kunne og de prøvede at finde tegnet. Med et råber Benjamin ” jeg har fundet det” og han sætter nøglen ind i porten. Nøglen sad trykket ind i porten i den fordybning de havde fundet. Det var nemlig ikke en nøgle man stak ind i et nøglehul, men en nøgle som skulle side i det tegn der var printet ind i porten. Da Benjamin havde trykket nøglen ind i fordybningen, hørte de et stort brag og så gik porten op.

Inde bag porten så de en trappe som gik op i himlen. De gik op ad trappen og efter et stykke tid kom de op i en smuk tårn hvor alt var lyst og dejligt. Frem kom et smukt væsen med vinger og en glorie. Marius kiggede på sit kompas, som stod helt stille. ” Jeg er englen Gabriella og I er i mit rige” sagde det smukke væsen. Benjamin fortalte hvorfor de var kommet og at de havde brug for hendes hjælp til at komme videre. ” Hvis i svare rigtigt på tre gåder så vil jeg hjælpe Jer”. Feerne kiggede på hinanden og blev enige om, at de ville fortsætte, så de kunne redde Bastian. ” Meget vel” sagde englen.

 ” første gåde lyder således. Hvad er det der er klar som glas, rund som en boldt og har alle regnbuens farver? ” feerne tænkte og tænkte.

 Hvad kunne det dog være. Marius kiggede på de andre feer og fortalte at solens stråler opdeles i vand, så derfor kan man se alle regnbuens farver, og da den er klar som glas kunne det jo kun være en sæbeboble. Englen nikkede og godkendte svaret.

” Næste gåde lyder således. Hvilken bue kan man ikke skyde med? ” sagde englen.

 Benjamin som var en dygtig skytte, kendte til alle buer der fandtes i hele universet men han var ikke klar over hvilken man ikke kunne skyde med. Pludselig lyste Benjamins ansigt op og han vendte sig om mod de andre og fortalte dem, at det kun kunne være en regnbue. Englen nikkede igen og de begyndte at juble.

 ” Nu kommer det sidste spørgsmål” sagde englen og blev lidt mørkere af bar spænding. Mon feerne kunne svare på dette sidste og afgørende spørgsmål.

 ” Tredje spørgsmål. Jo mere man giver den, jo mere sulten bliver den. Og når den har spist op dør den. Hvad er det? ” sagde englen.

 Det var et svært spørgsmål og feerne blev helt bange for at de ikke kunne løse det sidste spørgsmål. De tænkte og tænkte.

Hvad kunne det dog være som man gav mad så den blev mere sulten og når det havde spist op så døde den.

Johannes kiggede på de andre med et stort smil.

” Jeg tror jeg har løst den sidste gåde” jublede han. Han fortalte de andre feer, at hvis den ikke havde mere at spise ville den dø. Så det kunne jo kun være ilden, for den bliver også mere sulten jo mere brænde man smider på bålet.

Feerne kiggede på englen som blev mere og mere mørk.

Så kiggede feerne på hinanden, havde de mon svaret forkert og var englen ved at forvandle sig til et grimt væsen.

Feerne holdt hinanden i hånden og lukkede deres øjne så hårdt i, at det næsten gjorde ondt.

De ventede på at blive opslugt af denne rædsel som ville fortære dem.

Men der skete ingen ting.

Marius åbnede stille sine øjne og så hev han i de andre så hårdt han kunne. Englen stod der foran dem med et stort smil og var smukkere end nogen sinde.

” I feer er de første der har svaret rigtigt på alle min gåder. Så jeg vil nu hjælpe Jer med at finde Bastian”. Englen åbnede en dør ind til en tunnel og sagde ” I skal gennem tunnelen med de tusinde stjerner til i komme ud til bjergene der ligger mod nord. Der vil i finde Kranie klippen, hvor i skal ind og finde manden i bjerget. Han vil kunne vise jer videre på jeres færd” Feerne takkede Englen og skyndte sig ud af døren og ind i tunnelen.

Tunnelens loft var lyst op af tusinde små lys, så det lignede en stjernehimmel.

Der var en lille flod og ved bredden lå en lille båd. Feerne satte sig op i båden og begyndte at ro ud af tunnelen.

Da de kom ud af tunnelen, var det blevet lidt mørkt og de slog lejer for natten. De vendte båden om og lagde den op af en stor sten. Så blev bådens bund til et tag de kunne ligge under.

De lavede et bål de kunne varme sig ved, for det var ved at blive mere koldt om natten.

Benjamin tog sin bue og bandt en snor på en pil. Så skød han ned i vandet og fik skudt en fisk. Benjamin ordnede fisken og Johannes fandt nogen urter de kunne gnide fisken i så den fik smag. Marius fandt noget blommesaft frem, og varmede det over ilden. De lagde fisken i nogen blade så de kunne varme den på bålet. De snakkede lidt sammen om alt hvad der var sket og så lagde de sig til at sove.

Næste dag stod de tidligt op og de kunne se bjergene ude i horisonten. Det så dystert ud og der var en slags mørke omkring bjergene, så de så uhyggelige ud.

De pakkede deres ting sammen og så tog de afsted.

De kom til en smuk blomstereng og ude i horisonten kunne de se en stor bjørn komme løbende imod dem.

Bjørnens pels lyste op i alle regnbuens farver.

Den havde en guldrustning på som glimtede i solens stråler og da den kom tættere på, kunne feerne se at der sad et væsen på ryggen af den.

Feerne stoppede op og så på hinanden.

” hvad skal vi gøre” sagde Marius til de andre feer.

Benjamin trak sin bue, Johannes trak sin økse og Marius trak et svær.

De var klar til kamp men kiggede lidt bange på hinanden.

Bjørnen var nu så tæt på at de kunne se at det var en fe der sad på ryggen af den.

Bjørnen stoppede op og begyndte at gå stille hen imod dem. Feen på ryggen af bjørnen begyndte at tale til dem. ” Vær hilset” sagde feen. ” Jeg hedder Prins Hannibal af det Gyldne Rige og jeg er bjørnerytter i den femte deling. Vores rige bliver også kaldt Isbjørnenes land ude i verdenen”. Feerne fjernede deres våben og hilste på Prins Hannibal. ”Dette er mit land og mit rige som jeg har arvet efter min far som er kongen. Hvad laver i her i det Gyldne Rige” spurgte Prins Hannibal.

Benjamin fortalte om Bastian og om hvad de havde været igennem.

Prins Hannibal ville godt hjælpe dem med at finde deres ven Bastian, så han tog med dem.

 

De drog alle ud mod bjergene og kom gennem en mindre skov. Inde i skoven så de en nisse sidde på en svamp og snakke.

Da de kom nærmere så de at nissen snakkede med svampen som også var levende.

Bjørnen begyndte at brøle af nissen og Prins Hannibal beroligede den så godt han kunne.

Nissen kiggede på dem mens de gik forbi, men råbte pludseligt til dem, at de skulle passe på træmændene.

Feerne kiggede undrende på hinanden men fortsatte ind gennem skoven.

Da de havde gået lidt, kunne de høre noget knirke bag dem.

Marius tog en bog frem og læste lidt i den inden han fortalte de andre om træmændene som nissen havde råbt om.

Træmændene var 5 meter høje træer som fangede alt der gik gennem deres skov. Hvis de blev fanget af træmændene, så ville de holde feerne fanget i alt evighed.

Hvis feerne kunne overbevise træmændene om at de havde et rent hjerte, ville de blive sluppet fri.

 Lyden kom nærmere og nærmere.

Feerne kigge rundt men de kunne ikke se noget.

Bjørnen blev urolig og den begyndte at brøle ud med lyden.

Med ét blev de hevet op fra jorden og holdt i et fast greb. De var fanget og dem der havde fanget dem, løb nu gennem skoven.

Bjørnen løb efter dem, men den havde svært ved at følge med.

Prins Hannibal kiggede op og til sin skræk så han at de var blevet fanget af træmændene.

Han råbte alt hvad han kunne ” Jeg er prins Hannibal af det Gyldne Rige, sæt mig ned”. Træmanden stoppede op og der lød en meget høj lyd, som rungede gennem hele skoven.

Den var så høj at de måtte holde sig for ørene.

Nu samlede alle træerne sig i en rundkreds og stod og svajede let frem og tilbage.

Prins Hannibal blev sat ned på jorden og træmanden knælede foran ham.

Prins Hannibal sagde ” Vi har levet i fred, side om side i over to tusinde år. Mit folk har bevist sit værd flere gange. Så hvis i bortføre Mig og mine venner så vil der udbryde krig”.

Træmændene sagde en masse mærkelige lyde.

Der lød en knirken, en summen og en rumlen som kunne høres i hele skoven. Så blev der stille et øjeblik og feerne kiggede rundt på træmændene.

En af træmændene trådte frem og begyndte at tale til Prins Hannibal.

”Ærede Prins, vi vil jer intet ondt. Dit folk har altid været tro mod vores, så i kan frit gå gennem skoven”.

Feerne blev sat ned og da de så sig omkring, kunne de se at de stod ved udkanten af skoven.

De stod kun få hundrede meter fra Kranieklippen og kunne se ind i den mørke hule.

Da de kom tættere på indgangen til hulen, kunne de se noget bevæge sig. Et klippestykke bevægede sig frem fra mørket og de så at det var en kriger. Han trådte hen imod dem og spurte hvad de skulle inde i Kranieklippen.

Feerne sagde at de skulle snakke med manden i bjerget. Krigeres sagde at de først skulle svare på en gåde for at komme forbi ham.

”Hvordan lyder gåden” spurgte Marius.

Krigeren sagde ” Langt ude i ødemarken ligger en hytte, hvor alle hjørner vender mod syd. Pludselig går en bjørn forbi. Hvilken farve har bjørnen”.

Prins Hannibal kiggede på de andre feer og sagde ” bjørnen er hvid”. Feerne kiggede undrende på Prins Hannibal for hvordan kunne han dog svare så hurtigt.

” Alle hjørnerne vender mod syd, så hytten må ligge på nordpolen hvor der er isbjørne” sagde Prins Hannibal.

Krigeren vinkede dem med ind i klippen.

De kom ind midt i Kranieklippet, hvor der var et stort rum som var helt tomt. Der var lidt mos rundt omkring på klippevæggen og der var iskoldt inde i rummet. Det begyndte at rumle og indgangen lukkede sig og ud af klippen kom en mand. ”hvad vil i her” sagde manden.

Benjamin trådte frem og sagde ” vi søger manden i klippen ”.

”Det er mig” sagde manden.

Benjamin forklarede hvad der var sket og ventede på at manden i klippen ville svare.

” Hvis i kan løse mine tre gåder så viser jeg vejen ud. Hvis i svare forkert så falder klippen sammen og i vil dø”.

Feerne kiggede nervøst på hinanden og nikkede til manden i klippen.

” Nu kommer første gåde” sagde manden i klippen.

 ” Hvor mange æbler kan en fe spise på tom mave, ”manden i klippen satte sig ned for at vente.

” Jeg kan spise mindst 7 æbler” sagde Johannes.

Marius så meget tænksom ud da han sagde ” Det er jo kun et æble. For efter det første æble er maven jo ikke tom mere”.

Feerne kiggede på manden i klippen som var ved at falde i søvn. ” Det er kun et æble” sagde Marius til manden i klippen.

Manden i klippen åbnede sine øjne og han godkendte svaret.

” Her er anden gåde” sagde manden i klippen.

” Hvad bliver større jo mere du fjerner” og manden i klippen lukkede sine øjne igen.

Feerne snakkede frem og tilbage da Benjamin siger ” jeg tror det er et hul”. Feerne blev enige om at det var deres svar.

Manden i klippen åbnede igen sine øjne og godkendte svaret. ” Måske er spørgsmålene for nemme” mumlede manden i klippen til sig selv.

Manden i klippen spurgte feerne om de var klar til den sidste og sværeste gåde. ”Vi vil godt finde vores ven Bastian så kom bare med sidste gåde” sagde Benjamin.

”Sidste gåde er: Når du har mig, så vil du gerne dele mig. Deler du mig, så har du mig ikke mere. Hvad er jeg” Manden i klippen lukkede atter sine øjne og ventede på at feerne skulle svare.

Feerne tænkte og tænkte. Det var en svær gåde de havde fået og den gav ingen mening for dem. ” det kan jo være alt muligt” sagde Johannes.

Prins Hannibal spurgte feerne om det kunne være noget man sagde til andre. Feerne tænkte igen og Johannes sagde ” kan det være en hemmelighed”.

Feerne blev enige om at det var deres svar.

” Vi mener at svaret er en hemmelighed” sagde Prins Hannibal.

Manden i klippen rejste sig op.

”svaret er rigtigt. Jeg vil vise jer til Vidénom” sagde manden i klippen. Han tog en sten op af lommen og bankede tre gange på væggen med stenen. Så begyndte det hele og ryste som om hulen ville styrte sammen, men der kom en åbning på størrelse med en dør, lige midt på væggen.

”Oppe på toppen af Kranie klippen finder i månevejen og dér vil i finde Vidénom”. Feerne kom ind til en trappe som gik opad.

Johannes flaske lyste ikke så kraftigt mere.

Marius fandt en lille tryllebog frem. Han sagde nogen mærkelig ord som fik flasken til at lyse kraftigt igen.

 Da de kom op for enden af trappen, så så de noget der lignede et spøgelses lys.

De kom ud i det fri og så at det var månens lys.

Der var to porte som førte hen til månen og feerne kiggede lidt på hinanden før de kig derhen.

De stod lidt og kiggede på månen, da et par lange tynde ben kom frem bag månen.

Det var edderkoppeben som langsom kom til syne.

De blev længere og længere og med et stod feerne foran en kæmpe edderkom som kiggede på dem med alle sine uhyggelige øjne.

” Jeg er Vidénom og dette er landet Uginof. Jeg ved at i søger jeres ven Bastian.

I skal hoppe ud fra denne klippe og lade jer falde ned i dybet.

I vil lande foran indgangen til trolden hule og der skal følge gangene mod nord.

I skal stole på hinanden i denne svære stund og hold sammen som en familie”

Da Vidénom havde sagt hvad de skulle, forsvandt den om bag månen igen.

Feerne gik hen til kanten og kiggede ned i dybet. De kunne slet ikke se bunden af kløften.

Feerne giv hinanden et stort kram og hold her efter hinanden i hånden. Prins Hannibal sagde til bjørnen at den skulle tage tilbage til det gyldne rige og vendte på ham der. De talte til tre og hoppede her efter ud fra klippen.

 

Der blev helt stille og meget mørkt.

Feerne holdt godt fast i hinanden og nu kunne de mærke noget under deres fødder.

De stod på jorden men var inde i en hule.

Der kom et lille lys frem imellem dem.

Det var det lille dyr de havde fået af katten og den fløj hen til en åbning i klippen.

Feerne gik derhen og kom ud i en lille lysning i skoven.

De kiggede rundt men kunne ikke se noget. Hvad skulle de nu gøre, her var jo ingen ting.

Prins Hannibal sukkede dybt og sagde ” hvis bare jeg havde min faders fløjte så kunne jeg havde tilkaldt hjælp fra vores gode ven”.

Hvilken ven er det” spurgte Benjamin.

” det er Guldsmedenes konge” sagde Prins Hannibal.

” Jamen vi har skam en del af fløjten” sagde Marius.

Johannes tog det stykke han havde og fløjtede alt hvad han kunne.

Efter et par sekunder var Guldmedendes konge hos dem.

Prins Hannibal spurgte Guldmedendes konge om han kunne bruge sine sanser til at finde indgangen til troldens hule.

Guldmedendes Konge lukkede sine øjne og drejede stille og roligt rundt om sig selv.

Han åbnede øjnene og et rødt skær, lyste ud ad hans øjne.

Guldsmedenes konge pegede på det største træ der var i skoven og ved tankens kræft åbnede han døren ind til troldens hule.

Guldsmedenes konge blev normal igen. Han smilede til dem hvorefter han fløj sin vej.

De gik hen til hullet i træet og kunne se en vindeltrappe som gik ned under træet.

De gik alle ned af trappen. De kom ned i et stort rum med en masse gange ud til siderne.

Der var malerier af store og små trolde over det hele.

Johannes sagde at de skulle søge mod nord som Vidénom havde sagt.

Marius tog sit kompas frem og de fandt gangen mod nord.

Gangen snoede sig frem og tilbage, fra side til side og feerne fulgte bare med.

De endte ved en stor dør.

Men da de skulle til at åbne døren, kunne de høre en dyb stemme inde bag ved.

De så nervøst på hinanden og Benjamin viskede ” Løb højre rundt om trolden, så vi alle løber den samme vej”.

Med et gik døren op og Hr. Brisse så måbende ned på dem.

Feerne løb ind gennem døren og Hr. Brisse løb efter dem.

De kom ind i endnu et stort rum som kun havde en lem i gulvet.

Feerne løb højre rundt i rummet med Hr. Brisse lige i hælene.

” hvad gør vi nu” råbte Johannes.

Marius råbte til Johannes at han skulle finde en flaske med noget som kunne få trolden til at sove. Johannes tænkte så godt han kunne mens han løb, og greb ned i sin lomme hvor han fandt en flaske med en rød væske.

Han kastede den til Prins Hannibal som åbnede flasken.

Og han gav den videre til Marius som løb lige bag ved ham.

Marius kastede væsken lige i hovedet på trolden som stoppede og begyndte at hoste.

Hr. Brisse begyndte at smile mens han stirrede ud i luften.

Feerne stoppede op og kiggede undrende på trolden.

” Hvad var der i flasken” spurgte Benjamin.

” jeg kan ikke huske det” sagde Johannes.

De gik tættere på trolden mens de studerede ham og undrede sig over hvad der havde været i flasken.

Johannes tog flasken op fra gulvet og kiggede på den.

” Det er en kærligheds eliksir” grinede Johannes.

De grinede lidt af trolden, men Prins Hannibal stoppede dem.

” Selv om det er en trold, så skal vi ikke grine af ham”.

Feerne nikkede og gik hen mod den lem der var i gulvet.

Marius løftede lemmen op og nu kiggede de lige ned i et fangehul.

Der lød en lille stemme nede fra hulet.

” Det var i længe om” sagde stemmen.

Feerne begyndte at smile.

Det var Bastian, som havde hørt de andre feer råbe oppe fra det store rum.

Feerne hjalp Bastian op og de krammede hinanden.

” Vi må skynde os ud” sagde Prins Hannibal.

Bastian kiggede undrende på Prins Hannibal.

Feerne sagde at der ikke var tid til at forklare, men at de nok skulle fortælle alt hvad de havde oplevet.

Da de gik ud af det store rum, sagde Marius ” vi skal følge vejen mod syd, for det er det modsatte af nord”.

Da de var kommet et godt stykke væk fra troldens hule, sagde Bastian

” Jeg hørte trolden fortælle om en hemmelig vej så vi hurtigere kan komme hjem.

Når månen lyser tæt på troldens indgang, så vil svampefolket rejse sig og vise vej til en sø.

Når svampefolket går i søen for at bade, kommer der en kæmpe fisk og kigger til dem.

Svampefolket har en gang hjulpet fisken ud af et fiskenet, så nu vil den altid hjælpe dem.

Hvis vi giver svampefolket en gave, så vil de være vores venner og så vil fisken hjælpe os hjem”.

De andre kiggede på Bastian og de blev enige om at prøve.

Da de kom ud, gemte De sig under en bunke sten og blade til det blev mørkt. Da månen kom frem, kiggede de rundt for at se efter svampefolket.

Der kom nogen lyde ovre ved et træ og de kiggede spændt derover.

Feerne kunne se de små svampe rejse sig op fra jorden.

De gik stille hen imod dem for ikke at forskrække dem.

Marius tog sit kompas frem og rakte det til en lille svamp.

” Det har fulgt mig på en farlig færd men også på et spændene eventyr.

Jeg vil give det til dig som en gave” sagde Marius stille.

Svampen smilede og tog kompasset.

Den løb hen til de andre svampe og man kunne se at den fortalte om kompasset.

Den lille svamp vinkede til feerne for at fortælle at de skulle følge med.

De gik stille bag efter svampefolket hen til søen.

Op af søen kom en kæmpe fisk.

Den var lige så stor som et lille bjerg og feerne blev lidt bange for den.

Prins Hannibal kiggede ned på den lille svamp som pegede på fiskens mund.

Svampen lavede nogen lyde og fisken åbnede munden.

Feerne hoppede ind i munden og inden de nåede at sige hvor de skulle hen, så dykkede den ned i vandet.

Den svømmede ind under jorden hvor der var en masse kanaler.

Den svømmede så hurtigt at feerne havde svært ved at stå på deres ben.

Fisken svømmede under de tusinde lande og ind inder de tusinde søers land.

Efter kort tid steg fisken op til overfladen hvor den åbnede munden.

Feerne gik ud og så at de var i en lille sø, ikke så langt fra deres hjem.

Nu kunne feerne selv rejse det sidste stykke hjem, da de nu kunne flyve igen.

 

Da de kom hjem, sad de og nød et glas varm blomme saft.

De snakkede om de eventyr de havde oplevet og om rejsen hen til Bastian.

Prins Hannibal blev hos feerne en uges tid og rejste derefter hjem til sit eget rige.

” Hvis i kommer forbi det Gyldne Rige, så kom ind og hils på mig.

Så vil jeg holde en overdådig fest for jer.

For dybt i mit hjerte, har jeg fået nogen nye brødre.

Vi vil holde sammen gennem tykt og tyndt, til verdens ende” sagde Prins Hannibal til feerne.

De krammede hinanden en sidste gang inden Prins Hannibal tog afsted mod det Gyldne rige. Feerne satte sig ved det lille bål og snakkede imens de ristede nogen skumfiduser og drak noget mere af den varme blommesaft.

Dette var historien om Landet Nanoq, hvor de små feer lever og bor. Hvor eventyret starter og aldrig ender.

Hvor Kun Din fantasi sætter grænser for hvor rejsen går hen